Hvad er en indløser?

Hvad er en indløser?

For at kunne modtage betalinger online skal du have en aftale med en indløser – også kaldet en indløsningsaftale.

Grundlæggende er en indløser en bank, som håndterer overførslen af penge fra kundens konto til din konto. Men inden det kan ske, skal indløseren godkende din forretning til at kunne modtage betaling med betalingskort. Denne godkendelse er din indløsningsaftale.

Før indløseren kan godkende din forretning, er der en række forskellige krav, du skal overholde. Det er forskelligt fra indløser til indløser, hvilke krav det helt præcist drejer sig om, men du kan forvente, at de lyder nogenlunde sådan her:

Krav til din betalingsløsning

  • Du bruger en betalingsløsning, der er godkendt af indløseren.
  • Det er kun din betalingsløsning, der har adgang til at behandle kortdata

Krav til din hjemmeside

Følgende skal som minimum fremgå på din hjemmeside:

  • Din virksomhed skal være registreret med et CVR-nummer.
  • Din virksomhed skal stå som ejer af det domæne, som betalingsformularen sættes op på. Du kan tjekke disse oplysninger hos Punktum.dk.
  • Handelsbetingelser og fortrolighedspolitik skal være tilgængelige på hjemmesiden og kunderne skal aktivt kunne bekræfte at have læst og forstået disse, før betaling påbegyndes. Hvis du ansøger Nets om en indløsningsaftale til Dankort, skal dine handelsbetingelser stå på dansk.
  • Handelsbetingelser skal indeholde følgende:
    • Virksomhedsoplysninger (CVR, navn og adresse).
    • Fortrydelsesret (min. 14 dage) og reklamationsret (min. 24 måneder).
    • Information om returforsendelse og klagemuligheder.
    • Leveringsmulighed og leveringstid.
    • Betalingsmuligheder og information om hvornår betaling trækkes (f.eks. 'Betaling trækkes fra kortet ved afsendelse af bestilling').
  • Virksomhedens navn, adresse, CVR-nummer og kontaktinformationer (e-mailadresse og telefonnummer) skal fremgå på hjemmesiden.
  • Der skal foreligge ydelser/produkter inkl. beskrivelser og billeder der giver et retvisende billede af virksomhedens handelsområde.
  • Ydelsernes/produkternes priser skal angives med både korrekt valutafortegnelse, samt om det er inkl. eller ekskl. moms.
  • Du skal præsentere kortlogoer for de betalingskort, som dine kunder kan betale med på din hjemmeside. Du kan hente kortlogoerne her. Bemærk, at hvis du kun har en indløsningsaftale til Dankort, må du kun vise Dankort-logoet på din hjemmeside.
  • Siden, hvorpå dine kunder indtaster deres kortoplysninger, skal ligge på en SSL-sikret forbindelse (denne klarer ePay for dig, da vores betalingsvindue er SSL-sikret.).
  • Når dine kunder har gennemført deres betaling på din hjemmeside, skal de præsenteres for en kvittering.

I en indløsningsaftale betaler du sædvanligvis 1) et oprettelsesgebyr, 2) et månedligt abonnement samt 3) et transaktionsgebyr.

  • For at komme i gang kræver nogle indløsere, at du betaler et oprettelsesgebyr (også kaldet et etableringsgebyr). Et oprettelsesgebyr er et engangsbeløb, du betaler, når indløsningsaftalen bliver oprettet.
  • Et månedligt abonnement er … ja, et månedligt abonnement. Og det kræver nogle indløsere, at du betaler.
  • Transaktionsgebyr betaler du pr. transaktion og er en procentsats af det beløb, som kunden handler for. (Nogle indløsere kræver herudover også en fast pris pr. transaktion). Det er stadig frivilligt, om du selv vil betale for transaktionsgebyret, eller du vil lade dine kunder betale. Ønsker du, at dine kunder skal betale, skal du være opmærksom på at overholde betalingstjenesteloven § 80 stk. 5. Heri står der, at du ikke må opkræve mere af kunden, end du selv bliver opkrævet af din indløser. Det er derfor vigtigt, at du ved, hvad du skal betale for transaktioner med det kort, som kunden ønsker at betale med.

Som du måske får en fornemmelse af allerede nu, kan prisstrukturen hos nogle indløsere være noget kompliceret. Det kan derfor sagtens betale sig at lave lidt forarbejde og kontakte flere indløsere og sammenligne deres tilbud, så du er sikker på, at du ender med den bedste løsning. Du skal f.eks. holde øje med afregningstider og skjulte gebyrer – det er jo ikke lige meget, om du får dine penge efter to eller 14 dage.

Skal vi hjælpe dig?

Hos ePay samarbejder vi med flere af de største indløsere. Vi kan hjælpe dig med at få en indløsningsaftale og guide til hvordan du starter din ansøgning.

Kontakt os, så hjælper vi dig i gang.

Begynd at modtage betalinger i din webshop 💳
Prøv ePay gratis og betal først når din indløsningsaftale er på plads.