Generelle forretningsbetingelser
for ePay

1. Aftalen

1.1 Aftale Med ePay

Nærværende betingelser finder anvendelse for aftale om kundens brug af ePay betalingssystem. ePay betalingssystem er ejet og drevet af ePay ApS, Fredrik Bajers Vej 300, 9220 Aalborg, cvr. 44307499 (herefter benævnt ePay).

Kunden får gennem aftalen mulighed for at modtage onlinebetalinger via sin hjemmeside.

Hvilke betalingsmidler, kunden ønsker at modtage på sin hjemmeside, samt hvilke af ePays tillægsydelser kunden ønsker, vælges af kunden i forbindelse med dennes bestilling på ePays hjemmeside. De valgte produkter fremgår udover af bestillingssiden også af den ordrebekræftelse, som ePay elektronisk fremsender til kunden. Af ordrebekræftelsen fremgår også, hvilket oprettelsesgebyr og hvilke månedlige priser kunden på bestillingstidspunktet skal betale for de enkelte ydelser.

1.2 Indløsningsaftale

Kunden er forpligtet til at indgå særskilt aftale om indløsning af betaling med en indløser af de betalingsmidler, som kunden ønsker at anvende. ePay kan ikke idriftsætte kundens løsning, før kunden har indgået sådanne aftaler.

Såfremt kunden måtte ønske det, yder ePay gerne vejledning omkring ansøgning om indløsningsaftale til indløser, men har desværre ikke mulighed for at indlevere sådan ansøgning på kundens vegne. Opnåelse af indløsningsaftale er til enhver tid alene kundens ansvar, og ePay indestår ikke for, at kunden kan opnå sådan aftale. Kunden er til enhver tid selv ansvarlig for betaling af enhver omkostning i forbindelse med aftalen med indløser.

Aftalen mellem Kunden og ePay er i kraft, uanset om kunden opnår indløsningsaftale eller ej.

1.3 Yderligere ydelser

Såfremt kunden ønsker at erhverve yderligere af ePays ydelser, skal kunden rette henvendelse til ePay. Priserne på yderligere ydelser fremgår af ePays hjemmeside. Kunden skal være opmærksom på, at visse yderligere ydelser kræver indgåelse af ny indløsningsaftale.

Der vil for sådanne yderligere ydelser, som ikke erhverves samtidig med nærværende aftale, blive indgået særskilt aftale.

2. Ydelsen

2.1 Modtagelse af betalinger på kundens hjemmeside

Gennem nærværende aftale opnår kunden mulighed for ved hjælp af ePays betalingssystem at lade sine egne kunder betale online på sin hjemmeside.

ePay stiller en teknisk gateway til rådighed for kunden vedrørende de betalingsmidler, som kunden har valgt i forbindelse med dennes bestilling, og som fremgår af ordrebekræftelsen, ligesom ePay leverer de af kunden valgte tillægsydelser. På ePays hjemmeside, www.ePay.dk, kan kunden til enhver tid se, hvilke betalingsmidler ePay understøtter, samt hvilke tillægsydelser ePay udbyder.

Betaling til kunden af de af kundens kunder betalte beløb sker på baggrund af den indløsningsaftale, som kunden indgår med indløser af det pågældende betalingsmiddel. ePay er således uden ansvar for dette forhold.

2.2 Domæne(r)

Kunden er alene berettiget til at skabe adgang til betalingssystemet fra domæner, som er omfattet af kundens aftale.

Kunden angiver eller ændrer selv sit domæne ved at logge ind på ePays hjemmeside.

Med mindre kunden har indgået særlig aftale om andet med ePay, omfatter kundens aftale ét domæne. Såfremt kunden ønsker adgang til betalingssystemet fra yderligere domæner, skal kunden rette henvendelse til ePay. For hvert yderligere domæne udover ét opkræver ePay et yderligere månedligt gebyr.

2.3 Kode og scripts

Kunden skal selv implementere sådan kode på sin hjemmeside, som muliggør, at kunden kan modtage betaling på sin hjemmeside ved hjælp af ePays betalingssystem. ePay stiller udførlig teknisk dokumentation til rådighed for kunden. Kunden kan finde denne tekniske dokumentation på ePays hjemmeside under docs.epay.dk.

Såfremt kunden ønsker ePays hjælp til implementering af kode eller scripts på sin hjemmeside, foretages sådant arbejde efter særlig aftale og i henhold til ePays til enhver tid gældende timepris for sådant arbejde.

2.4 Statistik

Kunden har fra indgåelse af aftalen adgang til ePay´s statistik. Kunden opnår adgang til sine statistikker ved at anvende log ind funktionen på ePays hjemmeside; www.epay.dk, og herefter logge ind med sit brugernavn og password.

De valutaomregningskurser, der anvendes, hentes dagligt fra Danmarks Nationalbanks hjemmeside, men er alene vejledende.

3. Drift

3.1 Oppetid

ePay søger til enhver tid at have en så høj oppetid som mulig. Imidlertid kan nogen bestemt oppetid, bl.a. på grund af internettets natur, ikke garanteres. ePays oppetid er målt over en måned sædvanligvis omkring 99,9 %.

For løbende at sikre en høj oppetid, vedligeholder og opdaterer ePay løbende den anvendte hard- og software. Sådan vedligehold, der kan medføre nedetid i kortere perioder, søges i videst muligt omfang gennemført i perioden fra kl. 01.00 til kl. 04.00. ePay søger at advisere kunden om vedligeholdelse via udsendelse af servicemails i god tid, inden vedligeholdelsen gennemføres.

4. Sikkerhed

4.1 Kryptering

Enhver overførsel i betalingssystemet af kortdata fra kunden til ePay samt ePays lagring af sådanne data sker i krypteret form. ePay anvender i den forbindelse et SSL-certifikat udstedt af GlobalSign. Gyldigheden af SSL-certifikatet kan til enhver tid verificeres på ePays hjemmeside; www.ePay.dk.

4.2 Backup

ePay foretager daglig backup af alle servere og systemer. Backuppen foretages og opbevares i overensstemmelse med betingelserne for VISA/Mastercards PCI-certificering. PCI-kravene kan ses på VISA's hjemmeside, hvortil der findes link fra ePays hjemmeside.

Såfremt kunden mister data på grund af ePays forhold, er ePay behjælpelig med at reetablere disse data på baggrund af den seneste fungerende backup. Herudover kan kunden ikke rette krav mod ePay i anledning af datatab.

Såfremt kunden mister data på baggrund af forhold, som ePay ikke er ansvarlig for, herunder kundens egne forhold, er ePay mod særskilt vederlag kunden behjælpelig med at reetablere data fra den seneste fungerende backup i det omfang, det er muligt. Kunden opfordres dog selv til altid at foretage backup af sine egne data.

4.3 Passwords

I forbindelse med oprettelse af nærværende aftale bliver kunden tildelt et brugernavn og password, som kunden skal anvende, når der ønskes adgang til administration af kundens betalingsløsning hos ePay.

Kunden skal til enhver tid holde sit brugernavn og password hemmeligt. Såfremt kunden mistænker, at tredjemand har fået kendskab til kundens password, skal kunden straks informere ePay om dette.

ePay kan stille krav til længden og kompleksiteten af kundens password og kan til enhver tid diskretionært kræve, at kunden ændrer sit password.

4.4 Antivirus

Alle ePays servere er forsynet med et opdateret antivirusprogram.

Kunden bør sikre sine computere med opdateret antivirusprogram. Såfremt ePay gentagne gange modtager virus eller lignende fra kunden, kan ePay afbryde forbindelsen til kunden, ligesom ePay kan kræve, at kunden installerer et opdateret antivirusprogram.

4.5 Kontrol af sikkerhed

ePays it-systemer er certificerede og sikkerhedsgodkendt efter PCI-standarden af VISA/Mastercard og gennemgår årligt it-revision, foretaget af en anerkendt it-sikkerhedsvirksomhed.

Kvartalsvist foretager en anerkendt it-sikkerhedsvirksomhed scanning af ePays servere og netværk med henblik på at højne sikkerheden, herunder at hindre uberettiget indtrængen.

4.6 Misbrug m.v.

ePay søger at hindre ethvert misbrug af sine ydelser, men kan ikke garantere, at misbrug eller indtrængen i ePays it-systemer ikke kan forekomme.

Såfremt kunden mistænker, at der sker misbrug af kortdata, ePays ydelser, eller at der er sket eller vil ske forsøg på indtrængning i ePays it-systemer, skal dette straks meddeles ePay. Tilsvarende skal kunden straks meddele ePay, såfremt kunden har været udsat for misbrug af kortdata eller forsøg på eller faktisk indtrængen i de it-systemer, som kunden anvender.

Såfremt ePay skønner, at kunden misbruger betalingssystemet, overtræder sikkerhedsforskrifter og retningslinjer udstedt af ePay eller indløser, eller at der sker misbrug fra et domæne tilhørende kunden, er ePay uden varsel berettiget til at hindre kundens brug af betalingssystemet eller hindre adgang til betalingssystemet fra det pågældende domæne.

4.7 Videresendelse af kortdata

Kunden er ikke berettiget til at videresende kortdata til egne eller tredjemands servere, medmindre modtageren, herunder kunden selv, er særskilt PCI-certificeret.

Såfremt ePay opdager, at kunden foretager sådan videresendelse, vil ePay straks hindre kundens brug af ePays ydelser. Kunden vil først kunne opnå adgang til ePays ydelser, når kunden dokumenterer at overholde alle lovkrav og PCI-regler for betalingsmodtagere.

ePay er i sådanne tilfælde berettiget til at orientere relevante myndigheder og virksomheder, herunder indløsere mv., ligesom ePay kan kræve, at kunden orienterer bestemte myndigheder, virksomheder eller betalingskortindehavere.

5. Lovlighed m.v.

ePay overholder de til enhver tid gældende lovregler for sin virksomhed og sine ydelser. Endvidere overholder ePay krav fra de tilknyttede indløsere, VISA og Mastercard, herunder overholder ePay PCI-standarden.

Kunden er forpligtet til at overholde gældende lovgivning, betingelser stillet af den eller de indløsere, som kunden har indgået aftale med samt de betingelser, som gælder for betalingsmodtagere i PCI-standarden.

ePay påtager sig intet ansvar for lovligheden af kundens brug af betalingssystemet eller indholdet af de af kunden i forbindelse med løsningen indsendte data. Det er alene kundens ansvar at overholde lovgivningen over for egne kunder og tredjemand.

Kunden friholder ePay for ethvert krav, som tredjemand eller offentlige myndigheder måtte rejse mod ePay i anledning af påståede krænkelser af tredjemandsrettigheder eller kundens overtrædelse af gældende lovgivning eller betingelser stillet af indløser. ePay er i anledning af sådanne henvendelser berettiget til uden varsel at hindre kundens brug af ePays ydelser.

6. Priser og betaling

6.1 Pris

Den til enhver tid gældende pris for ePays ydelser fremgår af ePays hjemmeside, www.epay.dk. Endvidere fremgår den på tidspunktet for kundens bestilling af ydelserne gældende pris for de pågældende ydelser af den til kunden fremsendte ordrebekræftelse. Alle priser er anført ekskl. moms.

ePay er berettiget til at ændre sine priser med 3 måneders varsel. Prisstigninger vil blive varslet til kunden ved udsendelse af en e-mail til den af kundens kontaktperson oplyste e-mail-adresse. Såfremt ePay har varslet prisstigninger, er kunden berettiget til at opsige nærværende aftale med én måneds varsel til udløb samtidig med udløbet af ePays 3 måneders prisstigningsvarsel. Såfremt kunden ikke har opsagt aftalen til udløb samtidig med udløbet af ePays 3 måneders varsel, bliver kunden bundet af de varslede prisstigninger.

6.2 Fakturering

Kunden faktureres forud for én abonnementsperiode. I forbindelse med første faktura, som udstedes ved indgåelser af aftalen, vil kunden endvidere blive faktureret for oprettelse samt øvrige aftalte ydelser for abonnementsperioden.

Faktura fremsendes til kunden pr. e-mail til den af kundens kontaktperson angivne e-mail-adresse. Udsendte fakturaer kan endvidere findes af kunden ved hjælp af kundens administrationsadgang til betalingssystemet.

Ved hjælp af kundens administrationsadgang til systemet kan kunden endvidere vælge en anden faktureringsmetode. Andre faktureringsmetoder kan være belagt med gebyr.

6.3 Betalingsbetingelser

Fremsendte fakturaer forfalder til betaling senest 8 dage efter fakturadatoen.

Kunden kan betale fremsendte fakturaer for oprettelse eller fornyelse af abonnement på ePays hjemmeside ved brug af Visa/Dankort, Visa, Visa Electron eller MasterCard. Kunden har samtidig mulighed for at tilmelde sig automatisk betaling af faktura med kortbetaling. Betalingen vil blive trukket på kortet ved udstedelsen af faktura samt ved fornyelse af abonnementet. Sådan betaling pålægges det til enhver tid gældende transaktionsgebyr for onlinebetaling.

I tilfælde af forsinket betaling er ePay berettiget til at opkræve rente på 1,5 % pr. påbegyndt måned af det fulde tilgodehavende fra forfaldsdagen til betaling sker.

Ved forsinket betaling vil ePay fremsende rykkerskrivelser pr. e-mail til den af kundens kontaktperson angivne e-mail-adresse, ligesom rykkerskrivelse også fremsendes pr. brev til den af kunden oplyste faktureringsadresse. I forbindelse med udsendelse af rykkerskrivelser vil kunden blive pålagt et rykkergebyr på DKK 100,00 for hver rykkerskrivelse.

Såfremt kunden fortsat ikke har betalt forfaldne fakturaer 7 dage efter afsendelse af første rykkerskrivelse pr. e-mail, eller ePay har sendt sit krav mod kunden til inkasso, er ePay endvidere berettiget til at hindre kundens brug af ePays ydelser, indtil kunden foretager betaling af ePays fulde tilgodehavende, herunder alle omkostninger ved inddrivelse af ePays krav, bl.a. inkassoomkostninger, renter m.v.

7. Support og kommunikation

7.1 Kontakt til ePay

Såfremt kunden har spørgsmål til driften af ePays betalingssystem, kan kunden på ePays hjemmeside finde svar på langt de fleste spørgsmål.

Hvis kunden ikke finder svar på hjemmesiden, kan kunden kontakte ePay pr. e-mail, chat eller telefon. Kontaktoplysninger findes på https://epay.dk

Kunden er berettiget til gratis telefonsupport vedrørende kundens abonnement og betalingsløsning.

Såfremt kunden anmoder om support vedrørende forhold, som ligger udenfor kundens abonnement eller betalingsløsning, er ePay berettiget til at fakturere kunden for sådan support med ePays til enhver tid gældende timepris for support. ePay vil orientere kunden om sådan betaling, inden support ydes.

Spørgsmål til ePays bogholderi bedes sendt pr. e-mail: invoice@epay.dk

Spørgsmål vedrørende kundens kunders betalinger og kundens overførsel af penge skal rettes til den relevante indløser, idet ePay ikke har adgang til oplysninger om dette.

7.2 Kontakt til kunden

Kunden er til enhver tid forpligtet til og ansvarlig for at give ePay oplysning, såfremt kundens adresse, e-mail-adresser eller øvrige kontaktoplysninger ændres.

Kunden skal sørge for, at ePay altid er i besiddelse af mindst én e-mail-adresse hos kunden, som kunden ofte kontrollerer for ny post. Kunden er forpligtet til at åbne for e-mails fra ePay i kundens eventuelle spamfilter. E-mail-adressen vil af ePay bl.a. blive anvendt til fremsendelse af fakturaer, oplysninger om drift og lignende.

Kunden har vedrørende de forskellige emner, som ePay retter henvendelse til kunden omkring, mulighed for at angive forskellige kontaktpersoner og e-mail-adresser ved at logge ind på ePays hjemmeside.

Kunden accepterer, at ePay til den af kunden oplyste e-mail-adresse løbende sender e-mails vedrørende ændringer og nyheder omkring ePay. Såfremt kunden ikke ønsker sådanne henvendelser tilsendt, skal kunden skriftligt meddele ePay dette eller fravælge sådanne henvendelser på ePays hjemmeside.

8. Rettigheder

ePay har alle rettigheder, herunder ophavsrettigheder, til den kode samt det øvrige materiale, der stilles til rådighed for kunden i forbindelse med nærværende aftale.

Kunden opnår alene en tidsbegrænset, ikke-eksklusiv brugsret til den til rådighed stillede kode og øvrigt materiale og er ikke berettiget til at kopiere koden eller øvrigt materiale i videre omfang end nødvendigt af hensyn til den brug, som nærværende aftale hjemler.

Kundens brugsret til den til rådighed stillede kode samt øvrigt materiale er til enhver tid betinget af rettidig betaling af ethvert udestående til ePay.

Kundens krænkelse af disse rettigheder betragtes som væsentlig misligholdelse af aftalen.

9. Ansvar

Parterne er ansvarlige over for hinanden efter dansk rets almindelige regler.

ePays erstatningsansvar over for kunden kan, uanset graden af uagtsomhed, herunder evt. erstatningsansvar for hændelig skade, aldrig overstige et beløb svarende til det af kunden til ePay betalte vederlag for de seneste 12 måneder, før skaden indtrådte, og ePay kan ikke drages til ansvar for kundens indirekte tab, herunder, men ikke begrænset til; omsætningstab, tab af indtjening, tabt avance, tab af goodwill eller øvrige forretningsmæssige tab, herunder tab påført tredjemand, tab af data samt øvrige følgeskader. Ansvarsfraskrivelsen gælder også produktansvar i det omfang, ufravigelige lovbestemmelser ikke er til hinder herfor.

10. Force majeure

Ingen af parterne kan gøres ansvarlig for manglende overholdelse af aftalen eller skade, som den anden part måtte lide som direkte eller indirekte følge af, at parten er ramt af force majeure. Som force majeure betegnes bl.a. krig, mobilisering, naturkatastrofer, strejke, lockout, brand, vandskade, handelsrestriktioner, virus- eller hackerangreb, nedbrud eller fejl i kommunikationssystemer, strømsvigt, underleverandørers force majeure samt andre uforudsete omstændigheder, som den pågældende part ikke ved udfoldelse af rimelige anstrengelser kunne forhindre.

11. AFTALENS IKRAFTTRÆDEN OG OPHØR

11.1 AFTALEN OG ABONNEMENTETS IKRAFTTRÆDEN

Aftalen mellem ePay og kunden træder i kraft straks ved indgåelsen og løber indtil abonnementsperioden udløber.

Kundens abonnement træder dog først i kraft, når ePay modtager kundens indløsningsaftale, jf. pkt. 1.2, dog senest 60 dage efter indgåelse af aftalen.

Med mindre andet er særskilt aftalt mellem kunden og ePay, er abonnementsperioden på 12 måneder.

Hvis en kunde særligt har aftalt en kortere abonnementsperiode end 12 måneder, og det har været nødvendigt for ePay at rykke for betaling af en fremsendt faktura mere end én gang, vil efterfølgende abonnementsperioder ikke kunne aftales med kortere end 12 måneders varighed.

11.2 Automatisk fornyelse af abonnement

Med mindre kunden har opsagt aftalen med ePay, jf. pkt. 11.3, eller denne på anden vis er ophørt, påbegynder en ny abonnementsperiode ved udløbet af den hidtidige abonnementsperiode.

11.3 Opsigelse

Aftalen kan af hver af parterne opsiges skriftligt med én måneds varsel til udløbet af en abonnementsperiode.

Såfremt kunden ønsker at opsige aftalen, opfordres kunden til at logge ind på ePays hjemmeside og vælge "Opsig abonnement." under menupunktet "Faktura". ePay vil pr. e-mail til den for kundens kontaktperson angivne e-mail-adresse bekræfte kundens opsigelse. Alternativt kan kunden skriftligt meddele sin opsigelse til ePay.

11.4 Ophævelse

Såfremt en af parterne væsentlig misligholder sine forpligtelser i henhold til nærværende aftale, og misligholdelsen ikke er afhjulpet senest 14 dage efter den ikke-misligholdende part har afsendt skriftligt påkrav om dette til den misligholdende part, er den ikke-misligholdende part berettiget til at ophæve aftalen for fremtiden.

Som væsentlig misligholdelse anses bl.a. manglende eller forsinket betaling.

11.5 Fortrydelsesret

Kunden har som erhvervsdrivende ikke fortrydelsesret vedrørende den indgåede aftale.

12. Fortrolighed og persondata

12.1 Fortrolighed

Parterne er forpligtede til at fortroligholde enhver oplysning, de måtte få kendskab til om den anden part eller dennes forhold i forbindelse med udførelsen af nærværende aftale, herunder nærværende aftales indhold.

12.2 Persondata

I det omfang der i forbindelse med nærværende aftale behandles persondata på vegne af kunden, handler ePay og ePays eventuelle underleverandører alene efter instruks fra kunden. ePay træffer de fornødne tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger mod, at oplysninger hændeligt eller ulovligt tilintetgøres, fortabes eller forringes samt mod, at de kommer til uvedkommendes kendskab, misbruges eller i øvrigt behandles i strid med lov om behandling af personoplysninger.

Som en del af aftalen med ePay accepterer kunden ligeledes ePays standard databehandleraftale, som er tilgængelig online på epay.dk

ePay skal på kundens anmodning give kunden tilstrækkelige oplysninger til, at denne kan påse, at sådanne tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger er truffet. Kunden afholder enhver omkostning i denne forbindelse, herunder for ePays tidsforbrug.

12.3 Konkurrerende virksomhed

Kunden er ikke berettiget til at anvende ePays ydelser til at drive virksomhed i konkurrence med ePay, med mindre dette er særskilt aftalt.

Intet i aftalen med kunden hindrer, at ePay ApS driver virksomhed i konkurrence med kunden, og ePay ApS er således berettiget til at drive enhver form for virksomhed, uanset dette måtte ske i konkurrence med kundens virksomhed.

13. Overdragelse

Kunden er ikke berettiget til at overdrage rettigheder og forpligtelser i henhold til nærværende aftale til tredjemand uden ePays skriftlige samtykke.

ePay er berettiget til helt eller delvist at overdrage sine rettigheder og forpligtelser i henhold til nærværende aftale til tredjemand.

14. Ændringer

ePay er til enhver tid berettiget til at ændre specifikationer for betalingssystemet, ligesom ePay til hver en tid uden varsel kan ændre sikkerhedsregler og retningslinjer, såfremt dette efter ePays vurdering er nødvendigt eller hensigtsmæssigt af sikkerhedshensyn.

Sådanne ændringer vil blive adviseret på ePays hjemmeside, ligesom ePay vil udsende en servicemail til kunden, der orienterer om ændringen. ePay vil søge at give en frist, inden ændringen træder i kraft, men kan ikke garantere dette.

Nærværende betingelser kan i øvrigt til enhver tid ændres af ePay med 3 måneders varsel. Ændring af betingelserne vil blive varslet på ePays hjemmeside, ligesom ePay vil udsende en servicemail til kunden, der orienterer om ændringen. Såfremt ePay har varslet ændringer i betingelserne, der er til kundens ulempe, er kunden berettiget til at opsige nærværende aftale med én måneds varsel til udløb samtidig med udløbet af ePays 3 måneders ændringsvarsel. Såfremt kunden ikke har opsagt aftalen til udløb samtidig med udløbet af ePays 3 måneders ændringsvarsel, bliver kunden bundet af de ændrede betingelser.

15. Tvister

Enhver tvist mellem ePay og kunden, der vedrører eller udspringer af nærværende betingelser, skal afgøres efter dansk ret – med undtagelse af dansk rets regler om valg af lovgivning og værneting - ved ePays til enhver tid værende hjemting i Danmark.

Begynd at modtage betalinger i din webshop 💳
Prøv ePay gratis og betal først når din indløsningsaftale er på plads.